Det nye A7’er er kommet på markedet og den er mindst lige så lækker at se på som den gamle! Den nye Audi A7 er faktisk mere evolutionær end revolutionær, vi skal dog huske på, at Audi altid forsøger at lave den næste model endnu mere sporty end modellen forinden. Dette ses bl.a. på kølerhjelmens frække designlinjer, den nu endnu større og maskuline grill i forkofangeren samt de onde brede forlygter.
De fede forlygter kan fås i tre forskellige slags… Som standard får du de klassiske LED forlygter og ved køb af ekstraudstyr, får du mulighed for at vælge enten Matrix LED eller de nye HD MATRIX LED m/laserlys, der garanterer maksimum visibilitet af vejen. Audi’s lygter bliver mere og mere kendt grundet deres flotte lysshow, som bl.a. ses når bilen blinker til en af siderne eller når du låser bilen. Dette ses selvfølgelig også på den nye A7’er, som er utrolig fræk at kigge på både for- og bagfra, hvis du spørger os!
Bilen er 4 meter og 93 centimeter lang, hvilket er 20 centimeter kortere end en Audi A8. Begge biler er dog bygget på den samme platform, men hvor A7’eren er mere sportsorienteret. Dette ses eksempelvis på den hardcore spoiler Audi har sat på, som sørger for at holde bilen tæt på vejen, når du trykker den af på motorvejen. Som standard kommer bilen med 18 tommer fælge, men der kan naturligvis tilkøbes større fælge, hvis man ellers synes, bilen skal piftes lidt op på den front.
Hvis vi tager et kig på bagenden af bilen, finder vi de omdiskuterede baglygter som Audi har valgt at sammensmelte til én bred enhed. Vi har ikke helt besluttet os for, hvad vi synes om baglygten her hos FindLeasing, men vi må indrømme, at det ser lidt fedt ud i mørke! Lidt ligesom lygten foran på den ikoniske Pontiac Trans Am i serien Knight Rider, kan den nye baglygte lave en lysshow magen til, hvor lyset glider fra side til side, når man tænder bilen. Baglygten gør helt sikkert bilen let at kende for dine medtrafikanter, når du blæser forbi dem med din 340 hestes benzindrevne TFSI motor.
Indeni finder man Audi’s smukke interiør, som kan slå benene væk under enhver Audi fan. Bilen har også en utrolig lækker belysning inde i kabinen, som man selvfølgelig kan justere på det 12,3 tommers store HD-display der sidder i midten af interiøret. Belysningen er delt op i to sektioner, der selvfølgelig kan lyse forskellige farver hvis man ønsker det – blæret! Bilen skal helt sikkert opleves, hvis man interesserer sig bare en smule for Audi. Dertil bliver det også yderst spændende at se leasingpriserne, når de en dag i 2018 bliver offentliggjort.